Der er kun en måned til Børnetopmøde 2025!
Der er planlagt et virkeligt spændende program for NAKUUSAs Meeqqat Isummersorfii (børneråd), og vi arbejder på højtryk for at få de sidste detaljer på plads.
Meeqqat Isummersorfii har valgt årets tema, sunde lokalmiljøer, og Børnetopmødet sætter rammen for konstruktive dialoger, inspiration og refleksion når børnene arbejder med emnet. Traditionen tro vil børnene udarbejde relevante og konstruktive anbefalinger til voksne beslutningstagere – politikere og voksne generelt, samt til andre børn.
Igen i år er landets politikere, Naalakkersuisut og borgmestrene, inviteret til at deltage i en parallel workshop, hvor årets tema drøftes. Afslutningsvis arrangeres der dialog-cirkler mellem Meeqqat Isummersorfii og politikerne, det er en helt unik mulighed for at sikre direkte og konkret børneinddragelse i et yderst relevant samfundsemne.
Vi håber at landets beslutningstagere prioriterer at lytte til børnene ved denne lejlighed.
I UNICEF Kalaallit Nunaanni er vi ekstremt stolte af Meeqqat Isummersorfii! Vi beundrer deres mod og deres engagement, når de tager emner op som har stor betydning for børn og unges trivsel og udvikling i Grønland. Vi er så stolte af at de tør at tale om svære ting også, og vi glæder os over de særdeles relevante pointer og refleksioner de bidrager med. Børnene er eksperter i at være børn i dag, og vi voksne kan hele tiden blive bedre til at inddrage, lytte og handle konstruktivt på børnenes input.
UNICEF via NAKUUSA kan for 14. gang holde Børnetopmøde i Grønland! Kontinuitet og den trygge platform for børneinddragelse er helt unik og værd at værne om, hvilket Naalakkersuisut har gjort gennem samarbejdsaftalen mellem UNICEF og Naalakkersuisut, siden 2010.
Kommunernes engagement omkring lokale kontaktpersoner for Meeqqat Isummersorfii er ligeledes helt uundværlig. Kontaktpersonerne gør en kæmpe indsats for at facilitere Meeqqat Isummersorfii lokalt.
Den store opbakning og støtte vi får fra vores samarbejdspartnere i Børnealliancen er noget der ikke bare varmer os i UNICEF, men som demonstrerer på bedste vis, hvad et gensidigt samarbejde kan præstere til gavn for børn og unge i Grønland.
Vi glæder os så meget til at byde Meeqqat Isummersorfii, de engagerede og dedikerede kontaktpersoner samt Naalakkersuisut og borgmestrene velkommen til Børnetopmøde 2025!
