Børn overrækker resolution til Naalakkersuisut

Handling skal skabe fremdrift for børn og unge

Den 21. maj overrækker børn fra hele landet årets budskaber til Naalakkersuisut og landets borgmestre ved en officiel begivenhed i Hans Egedes Hus. Resolutionen er resultatet af årets børnetopmøde og sætter fokus på temaet “Handling, der skaber fremdrift for børn og unge.”

Resolutionen er udarbejdet af børn fra de syv Meeqqat Isummersorfii og indeholder deres konkrete budskaber til, hvordan beslutningstagere kan styrke børns trivsel, indflydelse og rettigheder i lokalsamfundene. Børnene har gennem dialog og samarbejde arbejdet målrettet med at formulere forslag, der kan omsættes til handling.

I forbindelse med overrækkelsen har kunstneren Pernille Kreutzmann-Larsen skabt et kunstværk inspireret af Børnenes Resolution. Værket visualiserer børnenes budskaber og perspektiver og fungerer som et symbol på deres stemme og engagement i samfundet.

Ved overrækkelsen vil børnene præsentere deres vigtigste budskaber direkte til Naalakkersuisuts medlemmer og landets borgmestre. Begivenheden markerer et vigtigt øjeblik, hvor børns stemmer bliver hørt, og hvor voksne beslutningstagere får mulighed for at forpligte sig på at skabe reel og positiv fremdrift for børn og unge.

Børn og unge har klare budskaber og konkrete forslag til, hvad der skal til for at skabe bedre vilkår i deres hverdag. Med resolutionen inviterer de beslutningstagere til at omsætte ord til handling og skabe reel fremdrift for børn og unge.

  • Tina Dam
  • Programchef i UNICEF Kalaallit Nunaat

Resolutionen er et vigtigt bidrag til dialogen mellem børn og beslutningstagere og til at sikre, at børns stemmer indgår i politiske beslutninger. Den giver samtidig et klart billede af de områder, hvor børn og unge efterspørger handling, og hvor der er behov for fælles ansvar og konkrete indsatser.