Årsberetning for 2024 på gaden

UNICEF i Grønland kan nu offentliggøre sin årsberetning for endnu et begivenhedsrigt år.

”Børn og unge har ret til frit at give udtryk for deres mening. Og de har ret til, at deres mening bliver hørt og respekteret. Det er rettigheder, som er klart formuleret i artikel 12 i FN’s Konvention om Barnets Rettigheder. Og det er det urokkelige princip, som vi arbejder efter i UNICEF i Grønland.”

Sådan indleder programchef Tina Dam forordet til UNICEF i Grønlands årsberetning for 2024.

”Heldigvis oplever vi en stigende politisk vilje – lokalt og nationalt – til at lytte til børnenes erfaringer og synspunkter,” fortsætter programchefen.

I 2024 blev der blandt andet lyttet til børnenes bevægende udsagn om alkohol og utryghed i hjemmet, da man udformede anbefalingerne til en flerårig evidensbaseret alkoholpolitik.

Der blev også lyttet, da en repræsentant fra Meeqqat Isummersorfii blev inviteret til at holde tale ved ceremonien for Grønlands officielle tiltrædelse til Paris-aftalen.

Og der blev lyttet, da børnene fremlagde deres budskaber om et tryggere online-liv på årets Børnetopmøde – og igen ved overrækkelsen af deres resolution til politikere og embedsmænd.

Læs mere om det – og meget mere i vores årsberetning for 2024.