Igen i år mødes børn fra hele landet til NAKUUSAs årlige Børnetopmøde. Som noget nyt deltager i år også flere politikere og embedsmænd for at lytte til børnene.
34 børn fra hele kysten er i disse dage samlet i Ilulissat til årets Børnetopmøde, der i år handler om beskyttelse af børn online.
”Børnene fra Meeqqat Isummersorfii har selv besluttet, at Børnetopmødet i år skal handle om beskyttelse af børn og unge online. Det valg understreger deres forståelse af de udfordringer og risici, de møder i den digitale verden. Med stigende brug af sociale medier og online platforme er det mere relevant end nogensinde at sikre, at børn har de nødvendige redskaber og viden til at navigere sikkert i cyberspace,” udtaler programchef i UNICEF, Tina Dam.
Som noget nyt er flere politikere og embedsmænd i år mødt op for at lytte til børnene. På mødet skal dise høre oplæg fra eksperter, tale med børnene og formulere konkrete mål for bedre beskyttelse af børn og unge online.
”Vi er glade for, at politikerne har valgt at tage mod vores invitation til Børnetopmødet. Det viser, at de tager børneinddragelse alvorligt, og at de faktisk ønsker at lytte til børnene. Vi håber og tror, at det vil resultere i konkrete politiske initiativer til at beskytte børn og unge bedre mod digitale krænkelser og ubehagelige oplevelser, når de er online,” siger Tina Dam.
I løbet af topmødet vil børnene formulere konkrete anbefalinger, som børnene senere i år vil præsentere for formand for Naalakkersuisut, Múte B. Egede, og andre politikere i forbindelse med en officiel ceremoni.
